ER DET OK MED DIG, AT JEG IKKE ER ENIGE ?

Hvordan lære vi at vi ikke skal være ens ? Hvordan giver vi vores børn, venner, hinanden troen på at det vi gør er godt nok ? Jeg tror ikke det er meningen at vi skal tænke, tro og mene det samme. Jeg kan virkelig godt li´ når andre tænker helt anderledes end mig. Når mine nærmeste, børn, mand eller bekendte har set sandheden, deres sandhed. I dag kom min ene dreng og fortalte om en episode i klassen hvor han ikke var enig. Han har lært at det er ok ikke og tro på det samme, at være rumlig overfor andres sandhed, så han havde sagt til læren “det er fint med mig at du mener det, er det ok med dig at jeg ikke er enig ?” Det kan være svært når vi konfronteres med andres sandhed, men hvem siger at din sandhed er mere rigtig ? Jeg plejer at sige at fordi du mener det du mener, behøver din sandhed ikke og være tættere på Gud … Det er jo ikke en konkurrence om sandheder, vi skal ikke være ens, fordi vi ikke er og det skønne er at vi kan dele faglighed og sociale kompetencer. Så hvorfor ikke bare være rumlig overfor andres sandhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.